Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/ps-skive.dk/public_html/wp-content/themes/Divi/functions.php on line 5752

Arbejdsområder

Jeg har en omfattende terapeutisk uddannelse (se profil), og min tilgang til arbejdet er meget præget af det. Som du kan se (ved at klikke på værdigrundlag) arbejder jeg altid med mennesker, og ikke med teorier og systemer, og menneskers trivsel og udvikling er mit fokusområde. Jeg arbejder primært inden to områder:

Individuel terapi

Individuel terapi er gennem samtale (og tilsvarende metoder) at hjælpe personen til en bedre håndtering af sit liv. Det kan anvendes i mange forskellige sammenhænge hvor mennesker har det dårligt, og jeg kan nævne kriser (dødsfald, sygdom, fyring etc.), arbejdsproblemer, nedtrykthed og fortvivlelse, børneopdragelse, parforhold.

Hvis de problemer du står i, også handler om dig, så er det værd at kikke på dig selv. Hvis de slet ikke handler om dig, så er det værd at kikke på, hvordan du har bragt dig selv i en situation, hvor du er offer for omstændighederne. Dit liv er i dine egne hænder, og jeg plejer at kunne hjælpe folk til bedre at tage hånd om deres liv.

Det er en forudsætning for individuel terapi, at den det handler om, er indstillet på at forsøge det. Jeg har ofte siddet med mennesker som kommer fordi deres kone, deres lærer eller deres sagsbehandler synes at det er en god ide, og der kommer kun noget godt ud af det i de tilfælde, hvor det hurtigt lykkes mig at vise personen, at det faktisk kan hjælpe. Hvis det ikke lykkes, kan terapi ikke hjælpe.

Mit arbejde med enkeltpersoner sker på tre forskellige niveauer: Det kropslige, det psykiske og det spirituelle.

Det kropslige består i opdagelse af kropsreaktioner og udtryk for dem. Tilgangen kan være at mærke efter, at udtrykke en følelse eller kropsfornemmelse med stemmen eller handling (f.eks. slå på en stol eller råbe en frustration ud). Vores erfaringer er gemt i kroppen og udtrykkes normalt i kroppen, men fordi vores kultur går så meget op i selvbeherskelse og så lidt i kropsudtryk, er der ofte et stort udviklingspotentiale gemt i kroppen. Jeg har stor erfaring og mange redskaber til arbejde med kroppen, men mange viger tilbage for det – særligt de mere dramatiske dele af det. Af den grund udgør det kropslige ca. 30 % af arbejdet.

Det psykiske består i opdagelse af og ændring i de psykiske mekanismer som styrer din opfattelse og dine handlinger. Hvis du undgår konflikter, hvorfor gør du så det? Og hvordan kan du lettere klare at tage de relevante konflikter i dit liv? Meget ofte handler arbejdet om hvilke mønstre der har præget folk i deres opvækst, og en forudsætning for forandring er, at man kan se hvad det er, og hvor det kommer fra. Det handler ikke om at give mor skylden for alle problemer, og så sætte sig tilbage i sædet. Det handler om at forstå hvorfor det er som det er, så man kan forandre det. Arbejdet sker oftest med samtale, og da de fleste er mest trygge ved den form, udgør det ca. 65 % af mit arbejde.

Det spirituelle består i at opdage og sætte ord på hvordan folk forstår sig selv ind i verden og de sammenhænge som er større end dem selv. Det spirituelle er ofte et emne ved dødsfald af meget vigtige personer. Desuden er det som regel i spil ved dramatiske og livstruende hændelser (alvorlige overgreb, livstruende ulykker, alvorlig sygdom). Det spirituelle aspekt af livet er meget underkendt i vores kultur, og det er for de fleste mennesker mere sårbart at tale om end deres sexliv. Ikke desto mindre har det ofte stor betydning for hvordan man forholder sig til specielt døden.

Parterapi

Mange mennesker bliver skilt, og det er både en særdeles smertefuld og en særdeles kostbar proces at komme igennem. Andre lever deres liv i et parforhold, som ikke giver dem kærlighed, tryghed og nærvær, og det er spild af liv. Forbavsende få par forsøger parterapi, og det er en stor skam, for der kan virkelig vindes meget for de fleste familier. Mange ser ud til at have den holdning, at enten går det af sig selv, eller også går det ikke – man må leve med det eller gå fra hinanden. Ingen har den samme holdning til sit hus. Hvis der begynder at dryppe vand ud af et skab i badeværelset ville ingen vel indstille sig på at leve med det eller også sælge huset. Man finder ud af hvad der er galt og får det repareret.
Problemer som udspiller sig i parforholdet (f.eks. jalousi), løses bedst i fællesskab, også selv om begge parter er enige om at det kun handler om den ene af dem. Ofte hører jeg mennesker sige, at deres partner vil ikke i parterapi, for ”der er ikke noget galt med mig”. Den bemærkning giver ikke mening i den sammenhæng, for parterapi handler om at reparere parforholdet, ikke om at lave om på personerne.

Jeg bruger primært en metode i parterapi, som fokuserer på forholdet mellem parterne (relationen) og den måde, man udveksler med hinanden. Den måde man har kontakt og karakteren af den kontakt. Er der ømhed, nærvær, sex, omsorg, magtkamp, opmærksomhed. Det primære fokus er relationen og det primære redskab er samtalen – ikke samtalen med mig, men samtalen med hinanden. Min opgave er at styre tingene, så partneren kan høre hvad der bliver sagt, kan forstå det, kan rumme det og kan møde de behov, der ligger bagved.
Desuden vil jeg forsøge at konstruere opgaver som parret skal arbejde med til næste gang. Det kan f.eks. være: ”Når I mødes hjemme efter arbejde skal I bruge 1 minut (30 sekunder til hver) hvor I har 100 % opmærksomhed på den anden. Hver af jer skal sige hvordan jeres dag har været og hvordan jeres humør er på en skala fra 0 til 10.” Det er en øvelse til at udbygge kontakten i dagligdagen.

Det er en utrolig dejlig proces at skifte fokus fra, hvad der er galt med min partner (nogen tænker, hvad der er galt med mig) og over til at begynde at se hinandens sårbarheder og møde dem på en måde, så tingene bliver bedre for hver gang man forsøger at nå hinanden. Vi får ikke nærvær ved at få ret. Vi får nærvær og glæde ved at se den anden dybere og selv blive set dybere. Ved at undgå at gå i forsvar og skælde ud, men lytte og blive lyttet til. Og det er en fantastisk forandring.

Metoden bygger på forskning omkring tilknytning, partnervalg og kommunikation. Her er et kort rids over de vigtigste grundlæggende ideer i metoden:

Vi præges af vores opvækstfamilie og overtager en god del af vores forældres måder at være på. I det omfang vi vælger ikke at være som vores forældre, bliver vi nemt modsatte. For eksempel den der har haft autoritære (kæft, trit og retning) forældre bliver nemt for løse i deres opdragelse, fordi de har besluttet, at de ikke vil være hårde. Disse mønstre fra ens opvækstfamilie bliver et væsentligt bidrag til den familie, man selv laver – både i forhold til børnene og til partneren. Desuden har vores partnervalg meget at gøre med vores opvækstmønstre. Vi tiltrækkes af mennesker, som ligner det, vi kender hjemmefra og samtidigt har noget af det, vi har manglet. Det er derfor sandt både at ”krage søger mage” og ”modsætninger mødes”, det er bare på forskellige planer at ligheder og modsætninger findes. Hvis man ikke får bevidsthed om, hvad der foregår og redskaber til at håndtere det, sker der nemt det, at vi efterhånden irriteres af det, den anden gør, og ofte er det præcist det, vi oprindeligt blev tiltrukket af, som vi efter nogen tid ikke kan holde ud. Sagen er ikke, at den anden er forkert, men at vi ikke kan håndtere tingene, da de rammer ind i vores egne vanskelige områder. Og det skal vi lære at håndtere med vores partner.

Vores kommunikation i pressede situationer ændrer sig fra reaktioner præget af tænkning til reaktioner præget af forsvar og angreb. Det er en almindelig erfaring for de fleste og en neurobiologisk konstaterbar kendsgerning. Man kan simpelthen måle det i hjernen. Derfor består skænderier (eller kulde/afstand) mellem parterne ofte at fornemmelse af sårethed og deraf følgende skift væk fra konstruktiv kommunikation.

Når vi taler sammen, lytter vi meget lidt, særligt når det er nogen vi kender, og ganske særligt hvis vi selv er ophidsede. Vi tror vi ved hvad de vil sige, måske endnu inden de har åbnet munden, så derfor er vi klar med vores svar meget hurtigt. Kommunikationen i mange parforhold ligner derfor folketingsdebat: Alle vil have taletid, men ingen lytter. Derfor er det vigtigt at lære at tale sammen.